From the beginning...
Fra start til .... ja det er jo ikke sådan at vores liv startede da vi besluttede at adoptere, slet ikke.
Vi mødte hinanden i 1989 og i 1993 begyndte det med børn sammen at blive en tanke.
I august 2 år efter fødte jeg den dejligste søn og vi skulle leve lykkeligt til vores dages ende.
Ingen går gennem livet uden at få knubs og sten i skoene, så knapt 4 mdr. efter fødslen, fik jeg konstateret livmoderhalskræft.
Men en fantastisk mand og familie samt en livsvilje styrket af et nyfødt vidunder, ja så kommer jeg ud på den anden side. Forandret ?, klogere ? i hvert fald med et forstærket syn på hvad jeg synes,der er vigtigt her i livet.
Der går nogle år inden man er helt oppe på overfladen igen, det er en lang og svær vej, hvor mange tanker bliver vendt og drejet, meget gør ondt og det meste er kun noget man(jeg) selv skal slås med.
Ikke desto mindre har vi klaret denne "grusvej" sammen, uden at give op.
For at bekræfte at vi hører og holder sammen, blev vi viet en pragtfuldt augustdag i 1997.
Vi nåede også til tankerne om flere børn.
Der var jo ingen tvivl om at det skulle være gennem adoption, spørgsmålet var om vi skulle bede om mere fra gaveboden.
Efter flere års skal/skal ikke tog vi den endlige beslutning i sommeren 2003.
Med det samme blev vi enige om at vi ville holde det som en hemmelighed så længe så muligt, hovedsagligt fordi ventetiden ville blive lang for vores næsten 8 år gamle dreng.
At resten af familien også skulle skånes for den laaange ventetid var ligeledes en faktor, men det var nu også morsomt at skulle have denne hemmelighed sammen.
Dog har jeg svært ved at skjule noget så vigtigt og måtte bekende mig til min veninde meget tidligt i forløbet.
Hemmeligholdelsen blev dog heller ikke trukket længere ud end til efter godkendelsen i fase 1. For til fase 3 skulle der bruges udtalelser fra skolen og den kommende storebror skulle jo selvfølgelig være den første der fik besked.
Så en lørdag i februar ved morgenbordet fortalte vi ham om beslutningen, den faldt i rimelig god jord og han var klar til at tage på familierundfart for at fortælle nyheden.
Som forventet skabte det jubel hele vejen rundt, selvom det var et studie i reaktionsmønstre ligefra glad jubeldans til tilbagelænet, men ikke mindre glad "ja det havde vi jo nok gættet".
Nu var det sagt, nu var det officielt, nu skulle der bare snakkes, godkendes, snakkes, ventes, ventes, snakkes og glædes sig.
Vi mødte hinanden i 1989 og i 1993 begyndte det med børn sammen at blive en tanke.
I august 2 år efter fødte jeg den dejligste søn og vi skulle leve lykkeligt til vores dages ende.
Ingen går gennem livet uden at få knubs og sten i skoene, så knapt 4 mdr. efter fødslen, fik jeg konstateret livmoderhalskræft.
Men en fantastisk mand og familie samt en livsvilje styrket af et nyfødt vidunder, ja så kommer jeg ud på den anden side. Forandret ?, klogere ? i hvert fald med et forstærket syn på hvad jeg synes,der er vigtigt her i livet.
Der går nogle år inden man er helt oppe på overfladen igen, det er en lang og svær vej, hvor mange tanker bliver vendt og drejet, meget gør ondt og det meste er kun noget man(jeg) selv skal slås med.
Ikke desto mindre har vi klaret denne "grusvej" sammen, uden at give op.
For at bekræfte at vi hører og holder sammen, blev vi viet en pragtfuldt augustdag i 1997.
Vi nåede også til tankerne om flere børn.
Der var jo ingen tvivl om at det skulle være gennem adoption, spørgsmålet var om vi skulle bede om mere fra gaveboden.
Efter flere års skal/skal ikke tog vi den endlige beslutning i sommeren 2003.
Med det samme blev vi enige om at vi ville holde det som en hemmelighed så længe så muligt, hovedsagligt fordi ventetiden ville blive lang for vores næsten 8 år gamle dreng.
At resten af familien også skulle skånes for den laaange ventetid var ligeledes en faktor, men det var nu også morsomt at skulle have denne hemmelighed sammen.
Dog har jeg svært ved at skjule noget så vigtigt og måtte bekende mig til min veninde meget tidligt i forløbet.
Hemmeligholdelsen blev dog heller ikke trukket længere ud end til efter godkendelsen i fase 1. For til fase 3 skulle der bruges udtalelser fra skolen og den kommende storebror skulle jo selvfølgelig være den første der fik besked.
Så en lørdag i februar ved morgenbordet fortalte vi ham om beslutningen, den faldt i rimelig god jord og han var klar til at tage på familierundfart for at fortælle nyheden.
Som forventet skabte det jubel hele vejen rundt, selvom det var et studie i reaktionsmønstre ligefra glad jubeldans til tilbagelænet, men ikke mindre glad "ja det havde vi jo nok gættet".
Nu var det sagt, nu var det officielt, nu skulle der bare snakkes, godkendes, snakkes, ventes, ventes, snakkes og glædes sig.
oprettet af Mette kl. 01:00
0 Kommentarer:
Post a Comment
<< Home