Fredag igen

Så gik der en uge, denne gang uden at rykke på ventelisten.
Tid er noget mystisk noget. Førhen (læs bare et par mdr. ) kunne jeg uden problemer klare at der gik en måned, hvor vi bare rykkede 1 plads, fint med det, det var jo fremad.
Nu slår jeg alle verdensrekorder i cykling for at komme hurtigt hjem og checke mail HVER dag.
Ligenu er vi så tæt på at vi kan få besked om 5 min eller om en måned.
Det er vildt surrealistisk og pænt belastende for følelsesregistret, der arbejder på højtryk.
Heldigvis er vi (hmm jeg) ikke nået længere ned end til bare lettere irritation, men måske kommer det. Mest er det bare en konstant spænding og boblen i maven, som er ok men som tager til når telefonen ringer.
Så hvis vi lyder skuffet når I ringer, så bær over med os. I skal ikke undlade at ringe i hvertfald.