Ventelisten

D. 1 september 2004 får vi brev om at A-C har modtaget vores godkendelse fra amtet. Vi havde selv været i Århus og aflevere alt til sagsklargøringen, så nu røg vi ind på ventelisten som nr. 52.
Sidst i september bliver vores sag sendt til Etiopien og vi er nu indplaceret som nr 50.

Vi havde også meldt os ind i Etiopienforeningen og var blevet skrevet på deres kontaktventeliste. Vi håber at få glæde at et sådan tilhørsforhold og forhåbentlig kunne trække på erfaringerne der.

Hver mdr. opdaterer A-C deres venteliste, den bliver flittigt fulgt:
50, 46, 42, 43, hov en plads tilbage, det kan åbenbart også ske.
40, 38, 36, 36, hmm det går lidt for langsomt efter min smag.
Den 13 juni rykker vi 7 pladser, så er det noget ved.
8 juli endnu engang 7 pladser nu nr. 22, nu går det stærkt, det er lige så det kribler i maven.
D. 12 august hedder månedens tal 20 og det samme d.15 september 2005.

Man skal have is i maven og en engels tålmodighed hvis man vil adoptere.
Intet er forudsigeligt eller lige efter en snor, bortset fra det vigtigste: Et barn til sidst
Jeg hygger mig nu med at vente, sammenligner mine 2 ventetider og finder forbavsende mange lighedspunkter.
Det er kun på det fysiske plan at der er forskel, f.eks. løb jeg jo ikke en halvmaraton, da jeg ventede Christian, men boblerne i maven af spænding kan godt forveksles med hans små spark.

I Allans tale til mig på vores bryllupsdag, sammenlignede han mig med en hval og en flodhest, meget charmerende og smukt, når man hørte pointen, nu kan jeg tilføje en ekstra lighed med dyreverdnen. En elefants drægtighedsperiode er på omkring 2 år...