Det går godt, tak.

Ja dagene går, lidt for hurtigt synes jeg. Men sådan er det jo i godt selskab.
Daniel kan flere og flere ting efterhånden, han spiser selv med fingre, gaffel og næsten ske, hvis altså bare det klistre lidt.
Udstyret med flyverdragt og støvler vandrer han gerne lange ture, mens snakken går og alt bliver undersøgt.
Daniel har sådan et stykke legetøj med nogle trækugler og en hammer, den er han ret glad for og Allan har flere gange observeret at han farvesorterer kuglerne i de rigtige huller, det er da vildt.
Han kan også hente bestemte ting når vi beder om dem eller aflevere noget til Christian. Sommetider skal han kun se noget gjort en enkel gang hvorefter han efterligner, med ret stor sikkerhed, det er da flot (siger en helt objektiv Moar)

Vi nyder stadig legestuen i kirken og mødregruppen i stor stil og får udvidet aftalebogen med et legestuebesøg om tirsdagen også. Det starter (nok) næste tirsdag og er for medlemmer af Adoption og Samfund.
Daniels sprog er ikke forståeligt for enhver, men der er ingen tvivl om at han har meget på hjerte og når der er noget han vil giver han kraftigt udtryk for det.

Han er helt normal hvad angår den selektive hørelse, ind imellem er det helt umuligt for ham at høre ordet NEJ, f.eks. når han synes der skal plantes plastikdyr i urtepotten eller fjernsynet skal kysses og klappes, videoen have ting og sager i "munden" og ledningerne byttet rundt bagpå. Dog må vi sige at vinreolen, ovnen og køkkenskabene tildels er erkendt forbudte elementer.
Daniels 7. tand er ved at bryde igennem nu, sutten er vi ved at øve "os" i at undvære i længere tid af gangen, det går nogenlunde.
Vi har lige sendt rapport for det første halve år med billeder til AC, som oversætter den og sender den videre til Addis.

Vi var hos hudlægen med Daniels modermærke, ja det formodede hun også det var. Det blev målt og noteret i journal og intet ydeligere skete. Lægen var nærmest ude af døren igen, inden hun var kommet ind.
Men der var intet at bemærke og vi kunne senere tale om hvorvidt det skulle fjernes af kosmetiske grunde og det først når Daniel bliver teenager (og der er jo lææææææænge til).

Lige om lidt er det jo JUL, jaaah det glæder vi os til...... eller jeg gør i hvertfald, Christian kan også svinge sig op til godt over middel begejstring, mens den største og den lille dreng i huset her vist nærmest er ligeglad. Nå, det skal nu ikke forhindre halvdelen af os i at finde julesagerne frem på torsdag og lade nisserne indvandre i løbet af weekenden. Daniel bliver sikkert også interesseret, der er jo så endnu mere at pille i.

I sidste uge rejste vores gode venner til Uganda, der skal de være i 6 uger. Jeg glæder mig vildt til at høre hvad de oplever og kan ikke siges fri for at være misundelig.