Hvad mon der skete...?
Dette spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange den sidste tid.
I dag for 1 år siden blev en lille dreng fundet ved et fodboldstadium i Addis Ababa, Etiopiens hovedstad.
Den lille dreng, der var ca 6 uger gammel, fik navnet Sofonias Negash af betjenten, der fandt ham. Drengen kom til børnehjemmet Kids Care og resten af historien kender vi.
Men hvad skete der ?
Hvorfor var en mor nødt til at efterlade sin lille søn i håb om at nogen fandt ham og bragte ham videre til et liv, hvor han fik en chance mere.
Var det overhovedet hans mor, der lagde ham der, var det et andet familiemedlem, der tabte kampen og havde kærlighed nok til at slippe ham.
Døde hans mor eller er hun der stadig. Hvordan har hun det.
Hvor må det have været en svær beslutning, hvor må hun have elsket ham højt.
Hvad mon hun kaldte ham, den smukke lille søn, hun havde født.
1000 spørgsmål dukker op i dag.
Vi får aldrig svar på noget af det.
Vi, og i særdeleshed Daniel, må leve med at der mangler de første brikker i hans livspuslespil. Vi kan hjælpe hinanden med at forestille os noget, men vished får vi aldrig.
Jeg håber så at vi kan få resten af brikkerne til at give så meget mening og betydning, at Daniel kan leve med hullerne fra hans allerførste tid.
Jeg hører tit om at adoptanter tænker på biomor og -far på barnets fødselsdag.
Hos mig er tankerne først kommet her i disse dage, hvor et menneske har skulle tage den sværeste beslutning, jeg kan forestille mig at skulle træffe.
Jeg kan kun se det som et udtryk for stor stor nød og uendelig kærlighed til sit lille barn.
Dagen d. 5 dec vil altid, for mig ihvertfald, være dedikeret til Daniels første mor, kvinden, der gav liv til vores søn.
Jeg tror, jeg vil tænde et lys for hende og give hende en særlig plads i mit hjerte.
I dag for 1 år siden blev en lille dreng fundet ved et fodboldstadium i Addis Ababa, Etiopiens hovedstad.
Den lille dreng, der var ca 6 uger gammel, fik navnet Sofonias Negash af betjenten, der fandt ham. Drengen kom til børnehjemmet Kids Care og resten af historien kender vi.
Men hvad skete der ?
Hvorfor var en mor nødt til at efterlade sin lille søn i håb om at nogen fandt ham og bragte ham videre til et liv, hvor han fik en chance mere.
Var det overhovedet hans mor, der lagde ham der, var det et andet familiemedlem, der tabte kampen og havde kærlighed nok til at slippe ham.
Døde hans mor eller er hun der stadig. Hvordan har hun det.
Hvor må det have været en svær beslutning, hvor må hun have elsket ham højt.
Hvad mon hun kaldte ham, den smukke lille søn, hun havde født.
1000 spørgsmål dukker op i dag.
Vi får aldrig svar på noget af det.
Vi, og i særdeleshed Daniel, må leve med at der mangler de første brikker i hans livspuslespil. Vi kan hjælpe hinanden med at forestille os noget, men vished får vi aldrig.
Jeg håber så at vi kan få resten af brikkerne til at give så meget mening og betydning, at Daniel kan leve med hullerne fra hans allerførste tid.
Jeg hører tit om at adoptanter tænker på biomor og -far på barnets fødselsdag.
Hos mig er tankerne først kommet her i disse dage, hvor et menneske har skulle tage den sværeste beslutning, jeg kan forestille mig at skulle træffe.
Jeg kan kun se det som et udtryk for stor stor nød og uendelig kærlighed til sit lille barn.
Dagen d. 5 dec vil altid, for mig ihvertfald, være dedikeret til Daniels første mor, kvinden, der gav liv til vores søn.
Jeg tror, jeg vil tænde et lys for hende og give hende en særlig plads i mit hjerte.
oprettet af Mette kl. 13:48
4 Kommentarer:
Hej Mette,
Jeg er en anonym medlæser af din blog, som selv står for at skulle adoptere fra Etiopien (forhåbenlig meget) snart. Din blog er fantastisk skøn at læse - og dette indlæg er noget af det mest tankevækkende, jeg har læst længe. For du har helt ret - hvad mon der skete, hvorfor og hvordan gik det hele for sig. Jeg får tårer i øjnene af at dele dine tanker og synes dit lys for din søns bio-mor er noget af det smukkeste!
Kh mig.
Kære Mette.
Ja, jeg læste også din blog idag med tårer i øjnene. Det er en helt speciel dag. Hvad skete der mon?
Vi vil altid mangle svaret - altid undres, nok aldrig forstå men samtidig være taknemmelige!!!
Francisco har næsten samme historie - han vil også altid mangle de første brikker af puslespillet...
Smukt med et lys i denne mørke december aften.
Vi glæder os til at være sammen med jer inden længe.
Knus Mette
Jeg læste bloggen og tænkte på at nogen gange er livet uforusigbart og barsk. Også har noen englevagt og blir reddet og kommer i de bedste hender man kan drømme om...! Jeg tænker at den kærlighed til bio mor/far, fortæller om en dyb indlevelse evne og medfølelse, til disse mennesker der måtte forlade deres søn, og sikkert ikke drømte om at han skulle få en flot fremtid hos jer, omgitt av kærlige og medfølende voksne. jule knus fra norge.... preben wolf
Kære Mette.
At efterlade et lille barn til en uvis skæbne, kan i mine øjne kun være udtryk for den dybeste desperation...for den der efterlod ham, kan jo ikke have vidst, at den lille dreng blev Jeres og kom til at gå en lys fremtid i møde et andet sted på kloden...
At læse dit iindlæg gør mig både ulykkelig og vred at tænke på, at så mange mennesker verden over er tvunget ud i den slags desperate situationer - men også taknemmelig over, at der findes mennesker, som Jer, der både evner at tilgive og elske.
Jeg er sikker på, at din indlevelsesevne og respekt for den mor eller slægtning, der efterlod Daniel, vil gøre det lettere for Daniel engang at acceptere de manglende brikker i hans livshistorie.
Kærlige julehilsner,
Rikke (nabo)
Post a Comment
<< Home