2010

året der kom og forsvandt som var det bare et lysglimt.

Det blændede, brændte og slog ihjel.

Det varmede, oplyste og gav liv.

Aldrig har jeg blogget så lidt på et år, trods der har været så meget at fortælle. Men meget lidt af det hører til i cyberspace.

Kort fortalt var 2010, det sværeste år i mit liv.

Familien er ikke længere én, men delt i 2.

At vi skal gøre det mindst traumatiserende for børnene er for os det vigtigste og det vi er 110 % enige om.

Det ser også ud til at lykkedes, skønt vores valg ofte har ligget udenfor normen og mange har sagt at sådan skulle vi ikke gøre.

Men det vi har været gode til i hele vores liv sammen er at samarbejde om en bestemt opgave. Det bruger vi så nu, i allerhøjeste grad.

Vi trodser mange velmenende råd, fordi vi mærker efter i maven og taler sammen og gør så hvad der rigtigt for vores børn og os selv.

Vi sparrer med dem, der forstår os og de som ikke forstår os, giver os mulighed for at se tingene fra en anden vinkel. Hvilket jo er mindst lige så væsentligt.

Tanker og ideer bliver tænkt over, talt om, tænkt igennem og beslutninger bliver taget.... og ligger åbne for justeringer, når vi ser eller mærker, der er behov.

Selvom vi, lettede, nu ser mange tegn på at vi gør det rette, er det ikke uden hårdt arbejde at vi er nået hertil. Vores overlevelse skyldes nok at vi meget tidligt valgte at sige at det var os der vidste bedst. Vi har nok været afvisende og udelukkende overfor velmenende mennesker, men ingen ved hvad der virker for andre end dem selv og med hårdt arbejde og klippefast tro på at man kan, så lykkedes tingene som oftest.

Jeg må sige på denne 1. dag i det nye år, at jeg byder 2011 meget velkommen. Jeg ser frem til at finde på plads i min nye tre-enighed med mine børn, i mit nye hjem. Jeg har forventninger til at høste frugterne af det hårde arbejde jeg brugte 2010 på. Jeg ser ikke på det nye år, som en fyldt kalender, den er mere som en ny dagbog med blanke sider, der kun venter på at blive beskrevet med levet liv. Jeg har ikke brug for at vide hvad der skal ske om et halvt år, jeg vil mærke hvad der sker nu...lige nu. Jeg er klar til at gribe dagen/livet og i sandhed leve efter den afrikanske måde at se tiden på: Tiden går ikke, den kommer....., min tilføjelse: ...og den skal gerne bruges, men med ærlighed og omtanke.