Nyt fra Addis

Her er den foerste hilsen fra Addis, vi har mailet til nogen af jer, da vi ikke kunne komme paa bloggen.
Nu er der hul igennem og der foelger en dagdog.
Selvom jeg ved at billederne er vigtige, saa maa de vente lidt, da jeg ikke kan faa det til at virke.
Jeg lover jer han er laekker.
Hav det godt alle sammen og hvis i vil sende en hilsen saa goer det gerne her.

Søndag d 23 april
Nu kom dagen endelig, dagen hvor rejsen til Sofonias begynder.
Vi var så godt som færdig med at pakke, manglede bare lige at stryge lidt og lukke kufferten.
Vi skulle med toget kl. 16:48 til København og Bedsterne kom og kørte os til banegården.
Ved Høje Tåstrup station blev vi mødt af Kaj og kørt hjem til dem for at overnatte. Narh det blev ikke mange timer søvn for vi skulle op kl. 03:30, et gudsjammerligt tidspkt især fordi visse ikke havde fået for meget søvn i weekenden i forvejen.

Mandag d. 24 april

Godmorgen, klokken er 03:30, så er det op. Det var ikke så svært synes jeg, men de to andre trak lidt på det.
Afsted til lufhavnen i god tid. Kl. 07:00 i luften mod Frankfurt, det første stop. Der havde vi 3 timer til at finde, den rigtige gate, rigeligt. Vi gik lidt omkring og endte udenfor terminalen så vi måtte igennem sikkerhedscheck igen, rimelig tåbeligt af os men så gik den tid.
Lidt før kl. 12 igen i luften mod Khartoum i Sudan, lang tur, der forløb fint. Vi var alle ved godt mod og glædede os.
I Khartoum skulle vi mellemlande for at sætte nogle af, vel ca. halvdelen. Og så afsted igen, næh tilbage fra startbanen igen, da der var tekniske problemer.
Efter 2 timers forsinkelse gik det mod start og denne gang lettede vi. Det var dejligt for vi var efterhånden godt trætte af at rejse.
Vel ankommet til Addis, et kæmpe lysorgie i al det mørke, set fra luften snoede der sig et par store fede slanger af lys sig mellem små spredte lyssteder. Flot at se og der sneg sig et par tårer frem hos mig , det var jo i denne by vi skulle hente guldklumpen.
Det gik snildt og smertefrit med at få visa og derefter videre til bagage køen. heller ikke der stødte vi på problemer så humøret var højt da vi mødte den forudbestilte taxachauffør, flink fyr.
Det var en kort tur til TDS men på hele vejen lå alle de fattige tæt og sov i soveposer og under halvtag. Især ved den meget stor kirke vi kørte forbi, Mere om den senere.
For enden af en lille vej lå guesthouset så porten blev åbnet og vi blev taget vel imod.
Da taxa fyren skulle betales blev vi tørret i r... vi var slet ikke klar til forhandling og det endte med en GLAD taxa mand og lidt slukøret kassemester. Flink fyr!!!
Op på værelset, pakke ud og så iseng.

Tirsdag d. 25 april

Dagen i dag vil altid være speciel, en af dem man aldrig glemmer og som kun kan sammenstilles med meget få dage, såsom d. 8. august 1995 og 9. august 1997.
Kl. 8:00 ringede to mobiler. Jeg var vågen og havde nydt udsigten en halv times inden, hmm.
Allan ringede til Daniel, kontaktpersonen fra AC, for at høre hvornår vi kunne komme.
Han meddelte at vi kunne blive hentet kl. 10:00, hvis vi var klar, om vi var klar, det havde vi været i flere uger, så det blev aftalen.
Op og i bad, ned og spise, finde gaver frem og så afsted. Uh, det kildede i maven og tårene trængte sig på.
Pludselig holdt vi foran børnehjemmet, vi kørte ind gennem porten og steg ud af bilen.
Ude på terressen sad 4 småbørn og legede, søde søde unger. Da vi sagde hej til dem, fløj pigerne op og gav hånd og hilste pænt: velkommen far, velkommen mor, velkommen bror på fint forståeligt dansk.
Det strøg lige i hjertet og tårekanalen.
Vi bev vist ind i dagligstuen, et stort og hyggeligt rum.
Kort tid efter kom Almaz igen og viste os ind til Sofonias. Der lå han i sin lille seng, i sin fine Ethiopiske nationaldragt og kiggede med store øjne. der var halvmørkt og behagelig temperatur.
Jeg tog ham op og han kiggede videre rundt på os alle 3.
Ingen angst, ingen afstand bare forundring over hvad der dog nu skulle ske.
Små smil brød frem og store når Almaz og Daniel fik ham til det, med deres lyde og blikke. Ingen tvivl om at han var elsket og vel passet på.
Jeg bar ham ind i dagligstuen og Allan tog over. Vi fik mange smil og nysgerrige blikke alt var pragtfuld.
Vi blev nu budt på kaffe, den helt specielle Ethiopiske kaffe, se det er kaffe, selv jeg nød det meget.
Efter lidt snak og små oplysninger, blev vi vidst rundt på børnehjemmet, hilste på plejerne og tog billeder.
Den plejer som havde haft mest med ham at gøre fangede vi heldigvis til sidst og fik endnu et godt billede af.
Det var helt specielt at skulle tage Sofonias fra hende, puha det rørte noget dybt inde i hjertet.
Vi fik Sofonias pas og papirer overrakt og så kunne vi faktisk tage afsted, det var underligt bare at køre derfra, hvor han har boet det meste af sit korte liv og han ved det slet ikke.
Tilbage på TDS gik vi op på værelset, men det var ved at blive gjort rent så vi gik ned i dagligstuen og fik filmet og kigget og pillet og hygget lidt tid.
Oppe på værelset igen prøvede vi at få ham til at sove, men det var jo ligeså spændende for Sofonias som for os så der gik lidt tid ingen han faldt i en kort søvn.
Glad og tilpas vågnede han og var vist klar til mad. Lidt ude af øvelse fik vi bikset en flaske mælk sammen. Han drak et par store slurke af et par gange og undrede sig vist lidt over al den opmærksomhed.
Allan havde tidligere ringet til Terefe, den taxachauffør som de fleste adoptanter bruger hernede (hov forresten ham fra i går havde fået afvide af receptionisten at han havde været ret unfair overfor os igår så vi fik havldelen tilbage altså det endte med en nogenlunde OK pris trods alt.
Stor ros til stedet her.) Terefe ville komme senere, for at hjælpe os med veksling og supermarkedsindkøb.
Dog gik der lidt længe, så Allan og Christian gik ud på egen hånd og kom hjem med lidt sodavand og kiks. Lige før de kom hjem ringede Terefe og sagde at nu kom han, så vi pakkede Sofonias og strøg afsted til et stort supermarked.
Vi ville dog ikke på langfart i dag, så vi blev kørt hjem og Terefe lovede at komme med pizzaer kl. 18:00.
Der blev sovet til middag, skrevet dagbog, spist og leget med en glad og forbavsende tryg lille dreng.
Pizzaerne ankom og blev nydt i spisestuen. Efter opvask, bleskift, hygge og godnatflaske blev Sofonias puttet i sengen. Christian og jeg gik ned i stuen, for at se DVD, mens Allan blev på værelset hos Sofonias. Han lå bare ligeså stille og kiggede på sine hænder, en yndlingsbeskæftigelse han har, inden han faldt i søvn. Den sag behøver vi vist ikke at ændre på.
Lige nu læser Allan og Christian, Sofonias sover og jeg, ja jeg skriver...

Hvordan er han så vores lille dreng.
Tjah han er naturligvis den smukkeste lille dreng der findes, han er mild og god, glad for kontakt, griner når han bliver kysset med lyd på kinderne, storsmiler til sin far, når han hører hans mørke stemme, kigger interesseret på og efter Christian, nyder en god sang med far og storebror, har accepteret mig som moren der piller og kysser og snakker og skifter ble og smiler og siger lyde og kysser og kæler og kysser og kigger og, og, og...
Han elsker sin sut, og han snakker gerne, specielt når han ligger med numsen bar. Han vil ligesom Christian også gerne ligge lidt for sig selv på ryggen, dog gerne med underholdning.
Iøvrigt så snorker han lidt, jeg håber bare det er fordi han har lidt stoppet næse ellers bor jeg sammen med tre snorkere, øj øj.
Det bliver spændende om han imorgen, synes det er ligeså rart at være hos os. Men mon ikke, det er ihvertfald startet rigtig godt.
Hvordan Addis og Ethiopien er må komme en anden dag, det ved vi endnu ikke så meget om, men udsigten fra værelset er frodig og smuk, som det meste i disse dage.