Øv Øv Øv

Prøv at forestille jer at i er på vej ud af døren til noget helt fantastisk og meget vigtigt. Telefonen ringer og da i er i god tid, tager i den. Den besked i så får gør, at det meget vigtige og fantastiske i har glædet jer til og arbejdet hen imod ikke bliver til noget, ikke lige med det samme i hvertfald.
Hvis i kan finde den følelse frem, så ved i hvordan vi har det lige nu.

Vores retsag blev ikke godkendt d. 31 marts, men flyttet, fordi der var opstået tvivl om noget, der kunne være væsentligt.
Det kræver dog "bare" en forklaring/redegørelse fra politiets side, altså dem, der fandt Sofonias.
På tirsdag d. 11, den dag vi egentlig skulle have mødt ham, kommer sagen for igen. Der skulle ikke være nogle problemer i det, men vi er noget forbeholdne.
Hvis alt går vel denne gang, er vores nye rejseplan den at vi flyver d. 24 april.

Jeg ved godt at 14 dage ikke lyder af meget og de skal da også nok gå hurtigt. Men alle der har ventet på noget så vigtigt som vi synes mødet med Sofonias er, ved også at dage kan føles som år og at uvisheden om præcist hvornår, kan være temmelig opslidende.

Det er utroligt som ting kan ændre sig. Ventetiden op til barn i forslag gør en mere og mere sløv.
Når man så får besked om hvem man må "få", får man så meget energi at man nemt kunne klare 5 marathonløb eller mere, alt kører bare og man er ikke til at vælte, tror man.
Hvis der så opstår problemer, som ændre planen fuldstændigt, drænes man totalt og bliver for en kort stund fuldstændig handlingslammet.
Inden længe vil billedet selvfølgelig ændres igen og det til noget godt.

De næste par dage vil vi lige slikke sårene og så må vi arbejde efter en ny plan, der forhåbentlig holder. Det hele kunne jo have været meget meget værre. Vi får jo vores søn og lillebror hjem i det mindste.