25 april

For 1 år siden:



Tirsdag d. 25 april 2006

Dagen i dag vil altid være speciel, en af dem man aldrig glemmer og som kun kan sammenstilles med meget få dage, såsom d. 8. august 1995 og 9. august 1997.
Kl. 8:00 ringede to mobiler. Jeg var vågen og havde nydt udsigten en halv times inden, hmm.
Allan ringede til Daniel, kontaktpersonen fra AC, for at høre hvornår vi kunne komme.
Han meddelte at vi kunne blive hentet kl. 10:00, hvis vi var klar, om vi var klar, det havde vi været i flere uger, så det blev aftalen.
Op og i bad, ned og spise, finde gaver frem og så afsted. Uh, det kildede i maven og tårene trængte sig på.
Pludselig holdt vi foran børnehjemmet, vi kørte ind gennem porten og steg ud af bilen.
Ude på terressen sad 4 småbørn og legede, søde søde unger. Da vi sagde hej til dem, fløj pigerne op og gav hånd og hilste pænt: velkommen far, velkommen mor, velkommen bror på fint forståeligt dansk.
Det strøg lige i hjertet og tårekanalen.
Vi blev vist ind i dagligstuen, et stort og hyggeligt rum.
Kort tid efter kom Almaz igen og viste os ind til Sofonias.
Der lå han i sin lille seng, i sin fine Ethiopiske nationaldragt og kiggede med store øjne. der var halvmørkt og behagelig temperatur.
Jeg tog ham op og han kiggede videre rundt på os alle 3.
Ingen angst, ingen afstand bare forundring over hvad der dog nu skulle ske.
Små smil brød frem og store når Almaz og Daniel fik ham til det, med deres lyde og blikke. Ingen tvivl om at han var elsket og vel passet på.
Jeg bar ham ind i dagligstuen og Allan tog over. Vi fik mange smil og nysgerrige blikke alt var pragtfuld.
Vi blev nu budt på kaffe, den helt specielle Ethiopiske kaffe, se det er kaffe, selv jeg nød det meget.
Efter lidt snak og små oplysninger, blev vi vidst rundt på børnehjemmet, hilste på plejerne og tog billeder.
Den plejer som havde haft mest med ham at gøre fangede vi heldigvis til sidst og fik endnu et godt billede af.
Det var helt specielt at skulle tage Sofonias fra hende, puha det rørte noget dybt inde i hjertet.
Vi fik Sofonias pas og papirer overrakt og så kunne vi faktisk tage afsted, det var underligt bare at køre derfra, hvor han har boet det meste af sit korte liv og han ved det slet ikke.

Hvordan er han så vores lille dreng.
Tjah han er naturligvis den smukkeste lille dreng der findes, han er mild og god, glad for kontakt, griner når han bliver kysset med lyd på kinderne, storsmiler til sin far, når han hører hans mørke stemme, kigger interesseret på og efter Christian, nyder en god sang med far og storebror, har accepteret mig som moren der piller og kysser og snakker og skifter ble og smiler og siger lyde og kysser og kæler og kysser og kigger og, og, og...

Og så i dag:



Onsdag d. 25 april 2007

Stor glæde, men også stor forundring over allerede at skulle markere den første årsdag med Daniel.
Dagen vil forløbe som de andre dage, blot med ekstra mange tanker tilbage til Addis og børnehjemmet hos Almaz.
I aften skal vi på skolen til skolefest.
Christian skal både give den som stand up´er og spille bas i et par numre med klassen.