3. tand og et lille skridt
Idag har vi været i mødregruppe første gang. Det gik egentlig fint, Daniel blev lidt overvældet af at skulle klare sig blandt jævnaldrende. Men han bevarede modet og prøvede til nogle gange. Vi skal mødes igen d. 25 sept og så ca. hver 14. dag.
Jeg tror det bliver godt, for både Daniel og mig.
Daniel, har siden sundhedsplejesken foreslog at vi skulle gå igang med rigtig mad, spist med større og større appetit. Alt muligt smager han på og det meste glider ned med glæde. Mmmmmm bliver der brummet når frokosten står på timianbrød med hvidløgsost.
Han bliver mere og mere modig, står helt uden støtte i laaaang tid og rejser sig rask væk op lige fra gulvet af. Går med støtte også bare fra en hånd. 2 gange har han forsøgsvist taget et forsigtigt skridt ud i det blå.
1. gang hen mod Christian, uden jeg var der, øvbøv og 2. gang (da var jeg til stede) hen mod faster, ligesom for at overbevise hende om, at de altså skal følges op ad kirkegulvet d. 22.
Daniel har fået sin 3. tand, en lille hvid stump titter frem i overmunden når han griner, hvilket han i øvrigt gør en del. Han er begyndt at rokke/danse til musikken og efteraber rigtig mange af vores bevægelser og lyde, f.eks har han rigtig godt styr på hvad hunden og den farlige løve siger.
Daniel har fået lidt knubs her på det sidste, han er faldet en del, naturligvis fordi han hele tiden prøver sig selv af.
Den ene dag faldt han lige med ansigtet først, hvilket resulterede i et mindre blodbad da læbebåndet sprang.
Han slår også sit hoved masser af gange. Heldigvis vil han gerne trøstes og bliver bedre til at komme sig igen, dog søger han ikke specielt os, men det må vi bare lære ham ved at vise ham, at det er far og mor der trøster og hjælper videre. Lige netop det skulle nemlig være en af de vigtige ting i tilknytningsprocessen.
Vi synes det går ret godt i det store hele, men jeg har da tanker om, om det en gang imellem går lige hurtigt nok for ham og vi bare flyder med strømmen, der er jo glimtvis stadig de små knyttede hænder og fjernheden i blikket, når vi er blandt andre mennesker. Ikke for at problematisere det, men meget indsamlet erfaring, taler bare sit eget sprog om denne første vigtige tid. Og så er man vel MOR ;o)
Jeg tror det bliver godt, for både Daniel og mig.
Daniel, har siden sundhedsplejesken foreslog at vi skulle gå igang med rigtig mad, spist med større og større appetit. Alt muligt smager han på og det meste glider ned med glæde. Mmmmmm bliver der brummet når frokosten står på timianbrød med hvidløgsost.
Han bliver mere og mere modig, står helt uden støtte i laaaang tid og rejser sig rask væk op lige fra gulvet af. Går med støtte også bare fra en hånd. 2 gange har han forsøgsvist taget et forsigtigt skridt ud i det blå.
1. gang hen mod Christian, uden jeg var der, øvbøv og 2. gang (da var jeg til stede) hen mod faster, ligesom for at overbevise hende om, at de altså skal følges op ad kirkegulvet d. 22.
Daniel har fået sin 3. tand, en lille hvid stump titter frem i overmunden når han griner, hvilket han i øvrigt gør en del. Han er begyndt at rokke/danse til musikken og efteraber rigtig mange af vores bevægelser og lyde, f.eks har han rigtig godt styr på hvad hunden og den farlige løve siger.
Daniel har fået lidt knubs her på det sidste, han er faldet en del, naturligvis fordi han hele tiden prøver sig selv af.
Den ene dag faldt han lige med ansigtet først, hvilket resulterede i et mindre blodbad da læbebåndet sprang.
Han slår også sit hoved masser af gange. Heldigvis vil han gerne trøstes og bliver bedre til at komme sig igen, dog søger han ikke specielt os, men det må vi bare lære ham ved at vise ham, at det er far og mor der trøster og hjælper videre. Lige netop det skulle nemlig være en af de vigtige ting i tilknytningsprocessen.
Vi synes det går ret godt i det store hele, men jeg har da tanker om, om det en gang imellem går lige hurtigt nok for ham og vi bare flyder med strømmen, der er jo glimtvis stadig de små knyttede hænder og fjernheden i blikket, når vi er blandt andre mennesker. Ikke for at problematisere det, men meget indsamlet erfaring, taler bare sit eget sprog om denne første vigtige tid. Og så er man vel MOR ;o)
oprettet af Mette kl. 13:21
0 Kommentarer:
Post a Comment
<< Home