En lidt speciel dag.
Det er blevet d. 4 aug 2006. Og hvad kan sådan en dag byde på, mange dejlige ting sikkert.
For det første skinner solen jo igen og Christian kommer hjem fra Bogø. Det bliver rart at få sin store dreng hjem.
Jeg har lige været ude og investerer i en cykelanhænger, brugt ganske vist. Det er en Winther Dolphin, en af dem "alle" kører rundt med og jeg glæder mig til at få den i brug. Det er spændende om Daniel vil kunne lide det.
Vi sprang fra det med cykelstol til foran, da Allan kunne huske at han altid stødte sine knæ mod stolen, vi havde til Christian.
Jeg har monteret den på min cykel, så den kan afprøves når Daniel vågner.
(der kommer et billede senere)
Daniel knokler stadig videre, ser stort set ingen forhindringer, når han kravler, ja det skulle da lige være en meget stikkende måtte foran en dør. Men så løfter man bare fødderne og bider tænderne sammen, for stoppe og vende om er helt utænkeligt.
Han rejser sig fortsat op hele tiden og øver sig i at stå selv eller flytte sig fra sofa til bord og lign. Det giver nogle sssspææææændende sekunder ind imellem, når det bliver lige faretruende nok. Foreløbigt er der dog ikke sket det store, men vores reflekser bliver afprøvet og det ser sejt ud når en mand flyver nærmest tværs gennem stuen for at redde sin søn fra at slå hovedet.
Mad er vist bare noget, der skal fjerne sulten NU. Daniel prøver gerne alt muligt, og spiser indimellem også noget der ligner et måltid i grød eller mos.
Bl.a. en favoritmos Ærter og pastinak: "men ikke noget hjemmelavet til mig, tak, hvad tror du lige Beauvais har brugt de sidste årtier på at udvikle, noget du, mor måske liiige kan efterligne ?....NOT."
Rugbrød med smøreost eller bønnepostej kan da godt spises i små mængder, men det er vist ikke at betragte som rigtig mad.
Der er dog ingen madbekymrende forældre i dette hus, drengen sprudler jo af energi og stortrives så det er en fryd.
En ting Daniel viser stor interresse for, er dyr, særligt hunde, både live og dem i bøger/blade. Han kigger meget intenst på dem og smiler op til begge øre. Tit medfølgende en dyb tilfreds/begejstret lyd.
Det er ret sjovt at iagttage og vi (læs Allan) er gået i skarp trænning med at få Daniel lært alle dyrenes lyde og navne. Hvad siger en.... giraf ? " gi gi gi" hmm. Men drengen lytter meget interresseret, så det skal nok ende godt.
Vi var hos Niels og Camilla i går og Daniel er helt vild med Murphy (det er vist gengældt) I hvert fald bliver hunden fuldt hele vejen rundt i huset og hvis den kommer hen, er det bare dejligt. Der er vist lagt op til et godt venskab der. Ja det er jo ikke fordi Daniel ikke bryder sig om menneskene i huset, de kan skam sagtens gå an ;-) .
Igår havde vi opfølgningssamtale med amtet, dette er så også det afsluttende møde. Det gik fint fint, der er jo ikke så meget at drøfte, da alt går godt for og med Daniel.
Sagsbehandleren skriver en rapport, der sendes til Etiopien og vi skal efterfølgende skrive en om 3 mdr. og så hvert år indtil Daniel fylder 18 år. Alle rapporterne sendes via AC til Addis, de sørger for oversættelsen og vi vedlægger nogle billeder hver gang.
Nu var jeg jo igang med at regne på datoer den anden dag, og da byder denne her på et par gode trumfer. Vi har været hjemme med Daniel i 3 mdr. og fra idag er vi dem Daniel har kendt i længst tid, det synes jeg er stort at tænke på.
For det første skinner solen jo igen og Christian kommer hjem fra Bogø. Det bliver rart at få sin store dreng hjem.
Jeg har lige været ude og investerer i en cykelanhænger, brugt ganske vist. Det er en Winther Dolphin, en af dem "alle" kører rundt med og jeg glæder mig til at få den i brug. Det er spændende om Daniel vil kunne lide det.
Vi sprang fra det med cykelstol til foran, da Allan kunne huske at han altid stødte sine knæ mod stolen, vi havde til Christian.
Jeg har monteret den på min cykel, så den kan afprøves når Daniel vågner.
(der kommer et billede senere)
Daniel knokler stadig videre, ser stort set ingen forhindringer, når han kravler, ja det skulle da lige være en meget stikkende måtte foran en dør. Men så løfter man bare fødderne og bider tænderne sammen, for stoppe og vende om er helt utænkeligt.
Han rejser sig fortsat op hele tiden og øver sig i at stå selv eller flytte sig fra sofa til bord og lign. Det giver nogle sssspææææændende sekunder ind imellem, når det bliver lige faretruende nok. Foreløbigt er der dog ikke sket det store, men vores reflekser bliver afprøvet og det ser sejt ud når en mand flyver nærmest tværs gennem stuen for at redde sin søn fra at slå hovedet.
Mad er vist bare noget, der skal fjerne sulten NU. Daniel prøver gerne alt muligt, og spiser indimellem også noget der ligner et måltid i grød eller mos.
Bl.a. en favoritmos Ærter og pastinak: "men ikke noget hjemmelavet til mig, tak, hvad tror du lige Beauvais har brugt de sidste årtier på at udvikle, noget du, mor måske liiige kan efterligne ?....NOT."
Rugbrød med smøreost eller bønnepostej kan da godt spises i små mængder, men det er vist ikke at betragte som rigtig mad.
Der er dog ingen madbekymrende forældre i dette hus, drengen sprudler jo af energi og stortrives så det er en fryd.
En ting Daniel viser stor interresse for, er dyr, særligt hunde, både live og dem i bøger/blade. Han kigger meget intenst på dem og smiler op til begge øre. Tit medfølgende en dyb tilfreds/begejstret lyd.
Det er ret sjovt at iagttage og vi (læs Allan) er gået i skarp trænning med at få Daniel lært alle dyrenes lyde og navne. Hvad siger en.... giraf ? " gi gi gi" hmm. Men drengen lytter meget interresseret, så det skal nok ende godt.
Vi var hos Niels og Camilla i går og Daniel er helt vild med Murphy (det er vist gengældt) I hvert fald bliver hunden fuldt hele vejen rundt i huset og hvis den kommer hen, er det bare dejligt. Der er vist lagt op til et godt venskab der. Ja det er jo ikke fordi Daniel ikke bryder sig om menneskene i huset, de kan skam sagtens gå an ;-) .
Igår havde vi opfølgningssamtale med amtet, dette er så også det afsluttende møde. Det gik fint fint, der er jo ikke så meget at drøfte, da alt går godt for og med Daniel.
Sagsbehandleren skriver en rapport, der sendes til Etiopien og vi skal efterfølgende skrive en om 3 mdr. og så hvert år indtil Daniel fylder 18 år. Alle rapporterne sendes via AC til Addis, de sørger for oversættelsen og vi vedlægger nogle billeder hver gang.
Nu var jeg jo igang med at regne på datoer den anden dag, og da byder denne her på et par gode trumfer. Vi har været hjemme med Daniel i 3 mdr. og fra idag er vi dem Daniel har kendt i længst tid, det synes jeg er stort at tænke på.
oprettet af Mette kl. 00:48
0 Kommentarer:
Post a Comment
<< Home