Tjah efter kalenderen og butikkerne at dømme så er vi nået til julemåneden, faktisk er vi snart halvvejs på vej til juleaften.
Her på Nørrevænget er det blevet noget forsinket. Vi kan lige mønstre et kalenderlys og en julekalender. Stemningen er god nok men ikke særlig juleagtig. Vi håber dog at tage revanche i weekenden, det er planen i hvert fald.
Jeg er først nu ved at fornemme julenisserne, julesangene, duften af gran og juleand, æbleskiver og gløgg. Faktisk blev det sat igang af en nyindkøbt juledug (eller rettere stoffet dertil), de sidste adventsgavekøb og så sangen "Jul i Angora" spillet i bilradioen.
Den væsentligste årsag til forsinkelsen er min lille afstikker til Etiopien, her den første uge af december.
Jeg syntes det var skønt at opleve Addis igen. Veninden og hendes familie havde samme dag som jeg ankom, fået deres skønne lillebror hjem til sig på NFG, hvilket jo højnede stemningen en del. Dagene gik med ture rundt omkring, en halv dag på Emmigrationoffice og hele dage på Hilton i de andre adoptanters selsskab. Et besøg på Elias`s børnehjem og mødet med hans biomor gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Iben og Michael er emminente til respektfuldt at gøre dette.
Et af højdepunkterne for mig var at kunne besøge stadion på 2 årsdagen for Daniels findedag. En hel speciel følelse var det at være på stedet den dag, at tænke på Daniels 1. mor og tænke på Daniel hjemme hos sin far og storebror i DK. At blive kørt derud af Terefe (vores taxichauffør fra sidste gang) gjorde det hele så rigtigt. Jeg havde fravalgt at besøge børnehjemmene, for jeg følte at det var noget vi skulle gøre alle fire, det er noget vi skal gøre sammen i vores lille familie.
Fyldt til bristepunktet af oplevelser og genoplevelser, bekræftelse af at byen var nøjagtig så levende og åbenhjertig som husket, det var dejligt.
Da jeg lettede fra Addis Ababa landingsbane løb tårene ned af kinderne, hvorfor ? tjah jeg ved det ikke rigtig, det er i hvert fald svært at forklare, men den by er bare blevet en del af vores liv, har fået en helt speciel plads i hjertet. Jeg glæder mig til at komme igen og næste gang skal min familie helst med.
Vel hjemme er der andre ting der presser sig på. Julegaver og julepynt skal bringes i orden. Hverdagen skal passes og et nyt job skal overtages d. 1 jan. Et job som projektbioanalytikker i en periode på 8 mdr. skal prøves af. Jeg er meget spændt på det og er noget nervøs for hvad det bringer, men jeg glæder mig til at komme igang.
Revyen til årets julefrokost og Allans julekoncert plus en forestilling til januar, tager en del af vores aftener. Så vi kører lidt skiftehold for tiden.
Christian klør på med livet som teenager og spiller bas og går i svømmehallen ret ofte.
Daniel leger papegøjelegen, men havde krise i ugen hvor jeg var væk. Når de var udenfor i vuggestuen og når han var hjemme var alt godt. Men var der lidt stille hang han hos pædagogerne, sov ikke til middag og var ked af det og nu spørger han hvis det er far der putter om mor går igen.
Uhha det var vist ikke det bedste valg set fra hans side men forhåbentlig kan jeg få proppet en masse tryghed tilbage de næste uger så han ikke skal tænke den slags tanker, det lille pus.
Jeg slutter lige med et par billeder fra Addis.
Det første er gaden hvor New Flower Guesthouse ligger. En ny bydel, hvor vejen endnu ikke var færdiganlagt men hvor hverdagen går sin gang, summende af gedeflokke, skolebørn og naboers snak.
Dette er Sheraton Hotel pyntet op til jul, jeg ved ikke lige hvad jeg skulle synes om det. Overdådigt som selve hotellet, både ude og inde.
