Julen 2006

Her en af de sidste aftener på året, må der gøres status.
År 2006 har været en indholdsrigt år. Et år hvor alle følelser er blevet hevet frem af gemmerne, også nogle man næsten havde glemt, både bevidst og ubevidst.
Vi startede året som kærester/ægtefolk på 17. år, forældre til en dreng på 10 år og kommende forældre til en lilleny født i Etiopien. Alt i alt et rigtig godt udgangspkt. Forløsningen var tæt på regnede vi med, spændingen steg og vi glædede os naturligvis rigtig rigtig meget.

Vi skulle dog på den anden side af min fødselsdag inden vi fik den ventede besked. Inden da havde følelserne været store, ventetiden gnavede, tankerne var koncentreret omkring Etiopien og på hvornår hvornår hvornår..., en yderligere bekymring for en kær veninde gjorde tiden meget intens og til tider svær at kapere.
Som ugerne gik, blev der gjort plads til det hele, takket være familie, gode gode venner og en arbejdsplads, der rummer den slags svingninger.
Og så, endelig sprang foråret ud med besked om at vi havde fået en dejlig søn, 5 mdr. gammel.
5 uger efter stod vi med Daniel i armene og siden har dagene været fyldt med glæde og forundring over livet, taknemmelighed og ydmyghed overfor det ansvar vi endnu engang er blevet givet.

På samme måde som Daniel har udviklet sig med en fart der er en sprinter værdig, har Christian også taget et kvantespring. Han er næsten ikke til at kende fra foråret til efteråret, men stadig den samme omsorgsfulde, humoristiske og dejlige dreng, nu med langt hår og meget faste meninger om...alting, sin far op af dage.
Ugerne er strøget afsted, men nydt i den grad at jeg aldrig håber det får ende. Mange nye mennesker har jeg lært at kende, nogle meget godt.
Der har været mange mærkedage dette år, langt de fleste skulle fejres og det blev de.

Jeg pusler med tanker om ændringer, om nye måder at skrue vores hverdag sammen på, så den ikke bare fortabes i travlhed og forglemmelse.
Livet er så dyrebart, at se sine børn blive store og vokse op til sunde ordentlige mennesker, at få trivialiteterne til at være bagateller, der lige ordnes, at bevare sine venskaber og forsøge at pleje dem, som de fortjener det, at mærke trygheden i det velkendte uden snert af kedsomheden over samme, at vågne om morgenen og føle langt ind i hjertet at livet er godt sådan her, at høre om verdens uretfærdigheder og blive vred over dem, ikke bare være ligeglad, måske endda forsøge at rette op på dem, bare nogle af dem, at have valget overhovedet, det er da motivation nok, skulle jeg mene.

Hvad det ender med ved jeg ikke, måske er det nok bare at have mærket det, måske kan det bevares alligevel med arbejde og fuld fart på. Vi må se hvad tiden bringer, hvad året 2007 bringer

Hvad mon der skete...?

Dette spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange den sidste tid.
I dag for 1 år siden blev en lille dreng fundet ved et fodboldstadium i Addis Ababa, Etiopiens hovedstad.
Den lille dreng, der var ca 6 uger gammel, fik navnet Sofonias Negash af betjenten, der fandt ham. Drengen kom til børnehjemmet Kids Care og resten af historien kender vi.
Men hvad skete der ?
Hvorfor var en mor nødt til at efterlade sin lille søn i håb om at nogen fandt ham og bragte ham videre til et liv, hvor han fik en chance mere.
Var det overhovedet hans mor, der lagde ham der, var det et andet familiemedlem, der tabte kampen og havde kærlighed nok til at slippe ham.
Døde hans mor eller er hun der stadig. Hvordan har hun det.
Hvor må det have været en svær beslutning, hvor må hun have elsket ham højt.
Hvad mon hun kaldte ham, den smukke lille søn, hun havde født.
1000 spørgsmål dukker op i dag.
Vi får aldrig svar på noget af det.
Vi, og i særdeleshed Daniel, må leve med at der mangler de første brikker i hans livspuslespil. Vi kan hjælpe hinanden med at forestille os noget, men vished får vi aldrig.
Jeg håber så at vi kan få resten af brikkerne til at give så meget mening og betydning, at Daniel kan leve med hullerne fra hans allerførste tid.
Jeg hører tit om at adoptanter tænker på biomor og -far på barnets fødselsdag.
Hos mig er tankerne først kommet her i disse dage, hvor et menneske har skulle tage den sværeste beslutning, jeg kan forestille mig at skulle træffe.
Jeg kan kun se det som et udtryk for stor stor nød og uendelig kærlighed til sit lille barn.
Dagen d. 5 dec vil altid, for mig ihvertfald, være dedikeret til Daniels første mor, kvinden, der gav liv til vores søn.
Jeg tror, jeg vil tænde et lys for hende og give hende en særlig plads i mit hjerte.