Sådan

Nu fik jeg så ført denne blog up to date.
Det har været lidt svært at beslutte, hvor personlig den skulle være, men jeg tror jeg har fundet et sted midt imellem.

Jeg kan tilføje at der er kommet 5 børn mere til 4 familier (tvillinger), her den sidste uge, så uofficielt er vi nr 16.

Ventelisten

D. 1 september 2004 får vi brev om at A-C har modtaget vores godkendelse fra amtet. Vi havde selv været i Århus og aflevere alt til sagsklargøringen, så nu røg vi ind på ventelisten som nr. 52.
Sidst i september bliver vores sag sendt til Etiopien og vi er nu indplaceret som nr 50.

Vi havde også meldt os ind i Etiopienforeningen og var blevet skrevet på deres kontaktventeliste. Vi håber at få glæde at et sådan tilhørsforhold og forhåbentlig kunne trække på erfaringerne der.

Hver mdr. opdaterer A-C deres venteliste, den bliver flittigt fulgt:
50, 46, 42, 43, hov en plads tilbage, det kan åbenbart også ske.
40, 38, 36, 36, hmm det går lidt for langsomt efter min smag.
Den 13 juni rykker vi 7 pladser, så er det noget ved.
8 juli endnu engang 7 pladser nu nr. 22, nu går det stærkt, det er lige så det kribler i maven.
D. 12 august hedder månedens tal 20 og det samme d.15 september 2005.

Man skal have is i maven og en engels tålmodighed hvis man vil adoptere.
Intet er forudsigeligt eller lige efter en snor, bortset fra det vigtigste: Et barn til sidst
Jeg hygger mig nu med at vente, sammenligner mine 2 ventetider og finder forbavsende mange lighedspunkter.
Det er kun på det fysiske plan at der er forskel, f.eks. løb jeg jo ikke en halvmaraton, da jeg ventede Christian, men boblerne i maven af spænding kan godt forveksles med hans små spark.

I Allans tale til mig på vores bryllupsdag, sammenlignede han mig med en hval og en flodhest, meget charmerende og smukt, når man hørte pointen, nu kan jeg tilføje en ekstra lighed med dyreverdnen. En elefants drægtighedsperiode er på omkring 2 år...

Godkendelsen

Et informationsmøde hos A-C i Århus var det første rigtige skridt på vejen.

Egentlig diskuterede vi slet ikke hvilken organisation vi ville vælge, jeg havde surfet lidt rundt på internettet og meget talte for A-C. En væsentlig faktor var også at det skulle være et Afrikansk land vi ville vælge og der bød de jo på 3 lande.
Burkina Faso stoppede formidlingen mere eller mindre selv, fordi retsproceduren var temmelig langsommelig og besværlig. Etiopien stod og råbte på os med billeder af skønne børn og på det tidspunkt meget kort ventetid.
Det var IKKE svært for os at vælge land og selvom ventetiden er gået pænt op og formidlingen svinger meget, er det det land vores andet barn skal komme fra.

Nå, tilbage til godkendelsen.
Oktober måned blev brugt til at samle attester, besøge læge og skattekontoret.
D. 18 november 2003 var alt klar og ansøgningen blev afleveret.
Det første møde var d. 13 januar 2004, samtalen gled forholdsvist let og sagsbehandleren udbad sig bare nogle flere dokumenter fra Allan arbejde.
Disse var dog ikke de nemmeste at skaffe, men d.17 februar får vi oplægget til samrådet, der holdes d. 24 februar.

Yes så er vi godkendt og straks ringer vi til Civildirektoratet og beder om en plads på kurset i fase 2.
Vi kan komme til Hundested sidst i maj og juni eller vente til august og september, hvis vi vil blive på Fyn.
Vi har ikke det mindste imod at spare et par mdr. så vi tager gerne over broen.
Vi er dog noget skeptiske for hvad vi skal disse 2 weekender, dette bliver heldigvis gjort til skamme.
For her møder vi nogle søde mennesker i samme situation som os, får udvekslet tanker og ideer. Bliver proppet med information og alt kommer lidt tættere på.
Jeg ved ikke om jeg lærte så meget nyt, som jeg ikke havde fundet på nettet, men det var rigtig dejligt at snakke løs om det vi havde valgt og det der skulle ske i løbet af de næste år.

I juni fik vi nogle flotte udtalelser fra skolen om vores dejlige dreng og vi blev tilmeldt A-C.
Vores journalnr blev hurtigt lært udenad og det var nok det pæneste nr, da det figurerede på listen 1. gang.
Vi fik også tilsendt en liste over hvad der skulle indsamles af papirer til sagsklargøring.
Da sidste kursusweekend var slut, blev ansøgningen til fase 3 sendt afsted og så var det jo sommer.

Kort før vi gik på ferie, fik vi mail om 1. besøg, et hjemmebesøg d.22 juli.
Det blev et hyggeligt besøg med snak om barndom og familie. Sagsbehandleren mødte sønnike og var vældig tilfreds med det hele.
Nyt møde d. 9 august, også det forløb fint, afsluttende med en besked om at vi nok kom med på samrådet d.24 august 2004.
August mdr. har altid været en god mdr. for os, så den 24. kunne vi fejre vores endelige godkendelse, nu skulle vi være forældre igen.

From the beginning...

Fra start til .... ja det er jo ikke sådan at vores liv startede da vi besluttede at adoptere, slet ikke.
Vi mødte hinanden i 1989 og i 1993 begyndte det med børn sammen at blive en tanke.
I august 2 år efter fødte jeg den dejligste søn og vi skulle leve lykkeligt til vores dages ende.

Ingen går gennem livet uden at få knubs og sten i skoene, så knapt 4 mdr. efter fødslen, fik jeg konstateret livmoderhalskræft.
Men en fantastisk mand og familie samt en livsvilje styrket af et nyfødt vidunder, ja så kommer jeg ud på den anden side. Forandret ?, klogere ? i hvert fald med et forstærket syn på hvad jeg synes,der er vigtigt her i livet.

Der går nogle år inden man er helt oppe på overfladen igen, det er en lang og svær vej, hvor mange tanker bliver vendt og drejet, meget gør ondt og det meste er kun noget man(jeg) selv skal slås med.
Ikke desto mindre har vi klaret denne "grusvej" sammen, uden at give op.
For at bekræfte at vi hører og holder sammen, blev vi viet en pragtfuldt augustdag i 1997.

Vi nåede også til tankerne om flere børn.
Der var jo ingen tvivl om at det skulle være gennem adoption, spørgsmålet var om vi skulle bede om mere fra gaveboden.
Efter flere års skal/skal ikke tog vi den endlige beslutning i sommeren 2003.

Med det samme blev vi enige om at vi ville holde det som en hemmelighed så længe så muligt, hovedsagligt fordi ventetiden ville blive lang for vores næsten 8 år gamle dreng.
At resten af familien også skulle skånes for den laaange ventetid var ligeledes en faktor, men det var nu også morsomt at skulle have denne hemmelighed sammen.
Dog har jeg svært ved at skjule noget så vigtigt og måtte bekende mig til min veninde meget tidligt i forløbet.

Hemmeligholdelsen blev dog heller ikke trukket længere ud end til efter godkendelsen i fase 1. For til fase 3 skulle der bruges udtalelser fra skolen og den kommende storebror skulle jo selvfølgelig være den første der fik besked.
Så en lørdag i februar ved morgenbordet fortalte vi ham om beslutningen, den faldt i rimelig god jord og han var klar til at tage på familierundfart for at fortælle nyheden.

Som forventet skabte det jubel hele vejen rundt, selvom det var et studie i reaktionsmønstre ligefra glad jubeldans til tilbagelænet, men ikke mindre glad "ja det havde vi jo nok gættet".

Nu var det sagt, nu var det officielt, nu skulle der bare snakkes, godkendes, snakkes, ventes, ventes, snakkes og glædes sig.

Så er jeg igang.

Denne blog er sat igang, for at familie og venner kan følge med på vores vej til barn nr. 2.
Alle er dog velkomne, da jeg selv har haft stor glæde af andres hjemmesider og lignende.
Jeg ved ikke hvor ofte jeg kommer til at skrive herinde, men helt sikkert når der sker nyt.
Jeg vil de første dage få skrevet ned hvordan forløbet har været fra start til nu, til glæde for ..., ja hvem der nu har glæde af det.