Endnu mere nyt

Fredag d.28 april
Natten forløb lidt anderledes denne gang. Sofonias havde ikke fået helt nok mad i aftes, tror jeg for han vågnede ved 3-tiden. Men efter en flaske mad, faldt han om igen og sov til kl. 7:00, sulten igen.
Vi havde bestemt at dagen skulle foregå her på TDS eller i nærområdet for at Sofonias kunne få sovet ordentligt i løbet af dagen, Han tog sig også en god skraber hen på formiddagen.
Da han vågnede, ville vi hen til en park lige i nærheden, men Daniel fra AC ringede, idet vi gik og fortalte at hvis vi ville besøge Kids Care, skulle det være her i eftermiddag. Okay, ændring i planerne. Vi aftalte med Terefe at han hentede os kl. 14:00
Vi kørte et stykke vej igennem andre dele af Addis, inden vi nåede børnehjemmet.
Indenfor blev vi budt velkommen og vist rundt på hjemmet.
Det var en ret voldsom oplevelse, der berørte os dybt.
Der lå vel ca. 40 babyer fra under en måned til 3/4 år rundt om i sengene og fik mad eller sov.
Nogle lidt større børn skulle ligge og hvile sig på dette tidspunkt, men de mest nysgerrige smuttede ind til os for at hilse på.
Efterhånden som plejerne fandt ud af, hvem der var på besøg, hørte vi Sofi, Sofi, Sofi bliver kaldt og sagt rundt om på værelserne. Mange kunne huske ham og var glade for at se ham igen.
De to, som havde passet ham var tydelig berørte af at se Sofonias igen, vi fik taget nogle billeder af dem sammen med ham.
Det var svært at gå igen, for der var så meget varme og oprigtig interesse hos plejerne til ungerne.
Da vi skulle gå og jeg gav gaverne til hende, der bestyrer børnehjemmet, kunne jeg ikke holde tårene tilbage længere. Hun gav mig et knus og sagde tak, fordi vi jo redder et barn. Tak, tænkte jeg, det er da os der takker.
Vi gør så lidt, så lidt og de har brug for så meget, til de mange mange børn, der mangler forældre.
Det her med adoption er så mangesidet.
Man får opfyldt sit eget store ønske, man giver et barn en ny chance og man oplever, at det er en dråbe i havet.
Jeg må sige at sponserbørn og andre donationer får virkelig en meget større betydning, efter at have været så tæt på. Og jeg har ellers aldrig negligeret betydningen af at hjælpe andre.
At besøge sit barn første hjem er en fantastisk oplevelse, jeg vil altid huske tårene i øjnene på de plejere, der har haft med Sofonias at gøre, både dem på Kids Care og hende på ACs børnehjem. De er et tydeligt bevis på at han har været elsket hele tiden og ikke mindst har mærket det.
Det er helt umuligt at beskrive dybterne i disse følelser, det skal opleves for at forstås. Jeg kan kun opfordre alle til at få et sponserbarn på en eller anden måde, det gør en forskel, en stor forskel. Måske ikke lige får de 50-60 børn vi så idag, men så for andre børn og deres familier.
Nå vel hjemme, på TDS, prøvede vi at få Sofonias til at sove, næh nej ikke tale om. Han holdt ud, så vi spiste tidligt aftensmad på en restaurant lige i nærheden. Den var jamaicansk og hed "JAH RASTARANT " ;-).
Vi fik curry goat og ris eller pommes,og spiste i stearinlysets skær, da strømmen var gået. Det er sket af og til i dag.
Det værste var at vi så ikke lige kunne varme mad til Sofonias, inden han skulle i seng og halvkold mad glider der altså ikke så meget ned af. Men pyt ,så tager vi da bare en gang natmad igen.
Det har jo været en ret følelsesladet dag idag, så imorgen vil vi tage på shopping efter souvenir, bare ligesom for at mærke begge sider af livet som rig.

Mere nyt

Onsdag d. 26 april
Hvor svaert kan det vaere. Knaegten sov fra kl. 20:30 til kl. 06:00.
Han vaagnede hundesulten, men glad og tillidsfuld.
Efter en flaske, slugt paa rekordtid, snuppede vi en time mere paa oejet.
Da han vaagnede igen, laa vi og sludrede og efterhaanden vaagnede Christian og Allan ogsaa. Det er jo svaert ikke at deltage i saadan nogle vigtige stunder.
Indtil vi blev hentet af Terefe kl 13:00 var det bare hygge og blund.
Turen gik idag foerst til Hotel Sheraton for at veksle dollars til birr.
Wow, for et sted. Kaempe stort og flot. Det er ogsaa kontrasternes sted. Fattige skure ligger taet op ad hotellets omraade.
Naeste stop var internetcafe paa Hotel Ghion. Derfra ville vi opdatere bloggen her, men det lykkedes ikke. Vi sendte derfor en mail til de faa af jer vi lige kunne huske adressen paa, for faa desvaerre. Det havde vi ikke lige faaet styr paa hjemmefra. Som i jo kan se fik vi alligevel klaret opdateringen senere, faktisk her paa TDS.
Naa, saadan var det saa. Vi gik rundt i omraadet og noed at vaere ude i flotte omgivelser. Mens vi sad og drak en cola, broed solen igennem og vi maerkede hurtigt varmen, selvom vi sad i skygge, dejligt. Det har ikke vaeret vildt varmt, men helt sikkert bedre end derhjemme,ha ha. Det har ogsaa regnet lidt ind imellem, mest i nat. Men det betyder ingenting for det er jo ikke derfor vi er her.
Ved 16-tiden koerte vi hjemad, rundede lige et supermarked efter bleer, hvad ellers.
Kl. 18:30 blev vi hentet igen for at blive koert paa restaurant, et dejligt sted, med stort udvalg og kaempe portioner. 3 forretter, 3 hovedretter, en dessert og 2 kaffe sneg sig immervaek op paa 175 kr. ca.
Sofonias var faldet i soevn halvvejs gennem middagen, velkommen til enhaandspisning. Jeg mestrer den stadig.
Hejmme igen blev der nattet og svesken sov kl. 20:30, jeg med for en stund. Christian og Allan gik ned og saa en film og flasker blev lavet til de naeste maaltider. Jeg havde helt glemt hvordan det lugter, ihvv.

Vi foeler virkelig, vi har vundet guld, endnu en gang. Vi bliver overmandet af lykkefoelelse ind imellem, det er rigtig dejligt.
Sofonias har helt affundet sig med situationen, foeler vi. Han reagere helt normalt og sundt paa det vi byder ham. Iloebet af dagen har han svaert ved at overgive sig til soevnen, men vil gerne hjaelpes og dejser tilsidst om uden de store graedeture. Faktisk har der kun vaeret to gange, hvor han har vaeret ulykkelig. 1. gang da han var alt for traet, men ikke ville sove og anden gang vaagnede han sulten og stoedte sit hoved. Han vil gerne troestes og graaden varer kort tid.
Han elsker at bliver tumlet med og storsmiler ved flyveture og boehlege.
Enkelte gange har han ovenikoebet givet los og grinet med lyd.
Han har det skoenneste smil, der naesten flaekker hans ansigt og rynker naese og oejne samtidig. Det spiller i hans oejne og han er super nysgerrig.

Nu til noget rigtig spaendende for nogle af jer i hvertfald. Vi vender hjem foer tid.
Vi rejser hjem onsdag d. 3 maj og lander i Billund den 4 maj kl. 10:20.
Helt samme rejseplan, bare et par dage foer.
Da alle Sofonias«s papirer er klar og vi alligevel skulle skifte hotel d. 3, har vi valgt at vende snuden hjemad. Vi har det ellers godt hernede. Servicenivauet er fint og stedet rart,men halvanden uge virker som det rigtige tidsrum.
Vi har nogle planer for dagene og tror vi faar set, hvad vi behoever. I denne omgang i hvertfald.

Torsdag d. 27 april.
Her til morgen var kl. lidt i 5, da Sofonias vaagnede, hundesulten. Maden roeg hurtigt ned og vi faldt i soevn igen, lige indtil kl 07:45, dejligt.
Hyggestund og morgenmad inden vi blev hentet af Terefe kl. 10:00
Idag skulle vi i LionZoo og paa nationalmuseet.
Vejret var dejlig varmt, saa det var rart at gaa rundt i parken. Der gik ca tyve loever rundt i smaa bure, eller hannerne laa og sov og hunnerne gik hvileloest frem og tilbage.
De var store og vi kunne komme ret taet paa, men de saa lidt apatiske ud.
Der var ogsaa nogle abebure og saa havde de 4 aender og tre kaniner i bur ogsaa, det var lidt saert.
Bagefter var vi paa museet. Der var 4 etager.
I kaelderen saa vi fossiler af forskellige dyr fra flere millioner aar siden. Det var ogsaa her vi saa skeletdelene af "Lucy" (eller "Dinkesh"), det forloebige aeldste menneskelige fossil, 3.5 millioner aar gammelt.
Stueetagen viste malerier, klaededragter, vaaben, tronstole o.a. fra de forskellige Etiopiske ledere.
1. salen var der mest moderne kunst. Der var blandt andet et, synes jeg, ret flot maleri af en hoej hoej kvinde.
Og tilsidst saa vi paa 2. salen Etiopiernes klaeder, redskaber, vaaben, smykker og meget andet.
Det var altsammen meget interressant og spaendende. Virkelig et besoeg vaerd, hvis i skulle komme paa disse kanter.
Vi vente hjem til TDS for at spise mad og sove middagssoevn. Vi bliver hentet igen kl. 18:30 for at blive koert paa restaurant.
Vi er meget glade for Terefes hjaelp. Han koerer forskellige veje rundt i Addis, saa vi faar et indtryk af byen.
Han fortaeller om steder, vi koerer forbi og svarer gerne paa spoergsmaal om Etiopien.

Sofonias var i bad i dag. Det var foerst lidt farligt, men endte med at vaere ret dejligt, specielt efter at man fik sin elskede sut i munden.
Sutten er hans bedste ven, vi har proevet med en af dem vi havde med, de er ikke ligesaa gode, saa vi skal paa jagt efter nye sutter magen til og haabe de bliver godtaget, for ellers faar vi vist en rigtig ked af det dreng den dag den her bliver vaek. Lige nu vogter vi over den med vores liv for den er vigtig, dog er den lidt oftere ude af munden efterhaanden som tiden gaar.
Det er underligt det her, vi har jo kun kendt hinanden i 2 dage, men det er saa intenst at det foeles som mange flere. Hver lille ting bliver observeret og gemt i hukommelsen, det er en helt fantastisk tid.
Lige nu leger drengene, helt paa Sofonias praemisser.

Jeg stopper her i haab om at kunne naa at opdatere bloggen inden aftensmaden.

Nyt fra Addis

Her er den foerste hilsen fra Addis, vi har mailet til nogen af jer, da vi ikke kunne komme paa bloggen.
Nu er der hul igennem og der foelger en dagdog.
Selvom jeg ved at billederne er vigtige, saa maa de vente lidt, da jeg ikke kan faa det til at virke.
Jeg lover jer han er laekker.
Hav det godt alle sammen og hvis i vil sende en hilsen saa goer det gerne her.

Søndag d 23 april
Nu kom dagen endelig, dagen hvor rejsen til Sofonias begynder.
Vi var så godt som færdig med at pakke, manglede bare lige at stryge lidt og lukke kufferten.
Vi skulle med toget kl. 16:48 til København og Bedsterne kom og kørte os til banegården.
Ved Høje Tåstrup station blev vi mødt af Kaj og kørt hjem til dem for at overnatte. Narh det blev ikke mange timer søvn for vi skulle op kl. 03:30, et gudsjammerligt tidspkt især fordi visse ikke havde fået for meget søvn i weekenden i forvejen.

Mandag d. 24 april

Godmorgen, klokken er 03:30, så er det op. Det var ikke så svært synes jeg, men de to andre trak lidt på det.
Afsted til lufhavnen i god tid. Kl. 07:00 i luften mod Frankfurt, det første stop. Der havde vi 3 timer til at finde, den rigtige gate, rigeligt. Vi gik lidt omkring og endte udenfor terminalen så vi måtte igennem sikkerhedscheck igen, rimelig tåbeligt af os men så gik den tid.
Lidt før kl. 12 igen i luften mod Khartoum i Sudan, lang tur, der forløb fint. Vi var alle ved godt mod og glædede os.
I Khartoum skulle vi mellemlande for at sætte nogle af, vel ca. halvdelen. Og så afsted igen, næh tilbage fra startbanen igen, da der var tekniske problemer.
Efter 2 timers forsinkelse gik det mod start og denne gang lettede vi. Det var dejligt for vi var efterhånden godt trætte af at rejse.
Vel ankommet til Addis, et kæmpe lysorgie i al det mørke, set fra luften snoede der sig et par store fede slanger af lys sig mellem små spredte lyssteder. Flot at se og der sneg sig et par tårer frem hos mig , det var jo i denne by vi skulle hente guldklumpen.
Det gik snildt og smertefrit med at få visa og derefter videre til bagage køen. heller ikke der stødte vi på problemer så humøret var højt da vi mødte den forudbestilte taxachauffør, flink fyr.
Det var en kort tur til TDS men på hele vejen lå alle de fattige tæt og sov i soveposer og under halvtag. Især ved den meget stor kirke vi kørte forbi, Mere om den senere.
For enden af en lille vej lå guesthouset så porten blev åbnet og vi blev taget vel imod.
Da taxa fyren skulle betales blev vi tørret i r... vi var slet ikke klar til forhandling og det endte med en GLAD taxa mand og lidt slukøret kassemester. Flink fyr!!!
Op på værelset, pakke ud og så iseng.

Tirsdag d. 25 april

Dagen i dag vil altid være speciel, en af dem man aldrig glemmer og som kun kan sammenstilles med meget få dage, såsom d. 8. august 1995 og 9. august 1997.
Kl. 8:00 ringede to mobiler. Jeg var vågen og havde nydt udsigten en halv times inden, hmm.
Allan ringede til Daniel, kontaktpersonen fra AC, for at høre hvornår vi kunne komme.
Han meddelte at vi kunne blive hentet kl. 10:00, hvis vi var klar, om vi var klar, det havde vi været i flere uger, så det blev aftalen.
Op og i bad, ned og spise, finde gaver frem og så afsted. Uh, det kildede i maven og tårene trængte sig på.
Pludselig holdt vi foran børnehjemmet, vi kørte ind gennem porten og steg ud af bilen.
Ude på terressen sad 4 småbørn og legede, søde søde unger. Da vi sagde hej til dem, fløj pigerne op og gav hånd og hilste pænt: velkommen far, velkommen mor, velkommen bror på fint forståeligt dansk.
Det strøg lige i hjertet og tårekanalen.
Vi bev vist ind i dagligstuen, et stort og hyggeligt rum.
Kort tid efter kom Almaz igen og viste os ind til Sofonias. Der lå han i sin lille seng, i sin fine Ethiopiske nationaldragt og kiggede med store øjne. der var halvmørkt og behagelig temperatur.
Jeg tog ham op og han kiggede videre rundt på os alle 3.
Ingen angst, ingen afstand bare forundring over hvad der dog nu skulle ske.
Små smil brød frem og store når Almaz og Daniel fik ham til det, med deres lyde og blikke. Ingen tvivl om at han var elsket og vel passet på.
Jeg bar ham ind i dagligstuen og Allan tog over. Vi fik mange smil og nysgerrige blikke alt var pragtfuld.
Vi blev nu budt på kaffe, den helt specielle Ethiopiske kaffe, se det er kaffe, selv jeg nød det meget.
Efter lidt snak og små oplysninger, blev vi vidst rundt på børnehjemmet, hilste på plejerne og tog billeder.
Den plejer som havde haft mest med ham at gøre fangede vi heldigvis til sidst og fik endnu et godt billede af.
Det var helt specielt at skulle tage Sofonias fra hende, puha det rørte noget dybt inde i hjertet.
Vi fik Sofonias pas og papirer overrakt og så kunne vi faktisk tage afsted, det var underligt bare at køre derfra, hvor han har boet det meste af sit korte liv og han ved det slet ikke.
Tilbage på TDS gik vi op på værelset, men det var ved at blive gjort rent så vi gik ned i dagligstuen og fik filmet og kigget og pillet og hygget lidt tid.
Oppe på værelset igen prøvede vi at få ham til at sove, men det var jo ligeså spændende for Sofonias som for os så der gik lidt tid ingen han faldt i en kort søvn.
Glad og tilpas vågnede han og var vist klar til mad. Lidt ude af øvelse fik vi bikset en flaske mælk sammen. Han drak et par store slurke af et par gange og undrede sig vist lidt over al den opmærksomhed.
Allan havde tidligere ringet til Terefe, den taxachauffør som de fleste adoptanter bruger hernede (hov forresten ham fra i går havde fået afvide af receptionisten at han havde været ret unfair overfor os igår så vi fik havldelen tilbage altså det endte med en nogenlunde OK pris trods alt.
Stor ros til stedet her.) Terefe ville komme senere, for at hjælpe os med veksling og supermarkedsindkøb.
Dog gik der lidt længe, så Allan og Christian gik ud på egen hånd og kom hjem med lidt sodavand og kiks. Lige før de kom hjem ringede Terefe og sagde at nu kom han, så vi pakkede Sofonias og strøg afsted til et stort supermarked.
Vi ville dog ikke på langfart i dag, så vi blev kørt hjem og Terefe lovede at komme med pizzaer kl. 18:00.
Der blev sovet til middag, skrevet dagbog, spist og leget med en glad og forbavsende tryg lille dreng.
Pizzaerne ankom og blev nydt i spisestuen. Efter opvask, bleskift, hygge og godnatflaske blev Sofonias puttet i sengen. Christian og jeg gik ned i stuen, for at se DVD, mens Allan blev på værelset hos Sofonias. Han lå bare ligeså stille og kiggede på sine hænder, en yndlingsbeskæftigelse han har, inden han faldt i søvn. Den sag behøver vi vist ikke at ændre på.
Lige nu læser Allan og Christian, Sofonias sover og jeg, ja jeg skriver...

Hvordan er han så vores lille dreng.
Tjah han er naturligvis den smukkeste lille dreng der findes, han er mild og god, glad for kontakt, griner når han bliver kysset med lyd på kinderne, storsmiler til sin far, når han hører hans mørke stemme, kigger interesseret på og efter Christian, nyder en god sang med far og storebror, har accepteret mig som moren der piller og kysser og snakker og skifter ble og smiler og siger lyde og kysser og kæler og kysser og kigger og, og, og...
Han elsker sin sut, og han snakker gerne, specielt når han ligger med numsen bar. Han vil ligesom Christian også gerne ligge lidt for sig selv på ryggen, dog gerne med underholdning.
Iøvrigt så snorker han lidt, jeg håber bare det er fordi han har lidt stoppet næse ellers bor jeg sammen med tre snorkere, øj øj.
Det bliver spændende om han imorgen, synes det er ligeså rart at være hos os. Men mon ikke, det er ihvertfald startet rigtig godt.
Hvordan Addis og Ethiopien er må komme en anden dag, det ved vi endnu ikke så meget om, men udsigten fra værelset er frodig og smuk, som det meste i disse dage.

Se her

Vi har fået et nyt billede af Sofonias.
John og Kirsten som lige har hentet deres søn i Addis, tog dette billede af vores søn.
Det er fra i mandags d. 16 april.
Han sidder hos en plejer, som passer rigtig godt på ham.
Vi synes jo han bliver mere og mere lækker og vi kan næsten ikke vente til på tirsdag.

Klar igen

Nu er vi med igen.
Billetterne er bestilt, hotellet er booket.
Vi skal stadig bo på TDS guesthouse dog et andet værelse og måske skal vi flytte de sidste 3 dage, men den tid den sorg. Det finder vi ud af når vi kommer derned, der er jo masser af steder at bo.

Vi har genfundet energien, for selvom det ikke tilnærmelsesvist var, hvad andre oplever i adoptionsøjemed, så rystede det virkelig os voldsomt og det er jo det, vi skulle forholde os til.

Vores påske er lynhurtigt blevet booket op og Christian er taget afsted, glad og vældig tilfreds med arrangementet.

Det lettede...

Igår var vores sag for retten i Addis. Den blev heldigvis godkendt, så nu har vi forældremyndigheden over vores lille dreng.

Det har været nogle ret hårde dage. Jeg kan ikke huske jeg nogensinde før, har været så følelsesmæssigt ude af balance i flere dage.

Nu kan vi lægge nye rejseplaner, jaah de er faktisk allerede på plads. Vi rejser d. 24 april fra Kbh tidligt og kommer hjem d. 7 maj om formiddagen.
Ja undskyld Ninna, vi håber du får en pragtfuld dag, som vi gerne ville have været med til at fejre. Vi skal nok lade være med at holde på visse af dine gæster for længe.

Christian skal bruge hele påsken på gøglerskole i Sverige, med nogle venner. Det glæder han sig rigtig meget til.
Vi andre tager på besøg rundt omkring og får besøg.

Øv Øv Øv

Prøv at forestille jer at i er på vej ud af døren til noget helt fantastisk og meget vigtigt. Telefonen ringer og da i er i god tid, tager i den. Den besked i så får gør, at det meget vigtige og fantastiske i har glædet jer til og arbejdet hen imod ikke bliver til noget, ikke lige med det samme i hvertfald.
Hvis i kan finde den følelse frem, så ved i hvordan vi har det lige nu.

Vores retsag blev ikke godkendt d. 31 marts, men flyttet, fordi der var opstået tvivl om noget, der kunne være væsentligt.
Det kræver dog "bare" en forklaring/redegørelse fra politiets side, altså dem, der fandt Sofonias.
På tirsdag d. 11, den dag vi egentlig skulle have mødt ham, kommer sagen for igen. Der skulle ikke være nogle problemer i det, men vi er noget forbeholdne.
Hvis alt går vel denne gang, er vores nye rejseplan den at vi flyver d. 24 april.

Jeg ved godt at 14 dage ikke lyder af meget og de skal da også nok gå hurtigt. Men alle der har ventet på noget så vigtigt som vi synes mødet med Sofonias er, ved også at dage kan føles som år og at uvisheden om præcist hvornår, kan være temmelig opslidende.

Det er utroligt som ting kan ændre sig. Ventetiden op til barn i forslag gør en mere og mere sløv.
Når man så får besked om hvem man må "få", får man så meget energi at man nemt kunne klare 5 marathonløb eller mere, alt kører bare og man er ikke til at vælte, tror man.
Hvis der så opstår problemer, som ændre planen fuldstændigt, drænes man totalt og bliver for en kort stund fuldstændig handlingslammet.
Inden længe vil billedet selvfølgelig ændres igen og det til noget godt.

De næste par dage vil vi lige slikke sårene og så må vi arbejde efter en ny plan, der forhåbentlig holder. Det hele kunne jo have været meget meget værre. Vi får jo vores søn og lillebror hjem i det mindste.

På tirsdag...

Om en uge har vi mødt Sofonias og har været sammen med ham nogle timer allerede. Det er en rigtig rar tanke.

Billetterne er kommet, Hotelværelset bestilt, penge vekslet, værelset malet, tøjet vasket, sengen redt, puslebordet sat op, pas og andre vigtige papirer sat i orden, gaver købt, solcremen fundet frem og støvet af.
Vi mangler faktisk bare at pakke kufferten og købe et par småting, gøre lidt rent og montere autostolen i bilen.

Det har været dejligt at have en uge fri,så alt har kunnet nås, samtidig med at tankerne og følelserne også liiige skal falde på plads.