Uhmmm

Ja så blev aftensmaden lige nydt i det fri:

25 april

For 1 år siden:



Tirsdag d. 25 april 2006

Dagen i dag vil altid være speciel, en af dem man aldrig glemmer og som kun kan sammenstilles med meget få dage, såsom d. 8. august 1995 og 9. august 1997.
Kl. 8:00 ringede to mobiler. Jeg var vågen og havde nydt udsigten en halv times inden, hmm.
Allan ringede til Daniel, kontaktpersonen fra AC, for at høre hvornår vi kunne komme.
Han meddelte at vi kunne blive hentet kl. 10:00, hvis vi var klar, om vi var klar, det havde vi været i flere uger, så det blev aftalen.
Op og i bad, ned og spise, finde gaver frem og så afsted. Uh, det kildede i maven og tårene trængte sig på.
Pludselig holdt vi foran børnehjemmet, vi kørte ind gennem porten og steg ud af bilen.
Ude på terressen sad 4 småbørn og legede, søde søde unger. Da vi sagde hej til dem, fløj pigerne op og gav hånd og hilste pænt: velkommen far, velkommen mor, velkommen bror på fint forståeligt dansk.
Det strøg lige i hjertet og tårekanalen.
Vi blev vist ind i dagligstuen, et stort og hyggeligt rum.
Kort tid efter kom Almaz igen og viste os ind til Sofonias.
Der lå han i sin lille seng, i sin fine Ethiopiske nationaldragt og kiggede med store øjne. der var halvmørkt og behagelig temperatur.
Jeg tog ham op og han kiggede videre rundt på os alle 3.
Ingen angst, ingen afstand bare forundring over hvad der dog nu skulle ske.
Små smil brød frem og store når Almaz og Daniel fik ham til det, med deres lyde og blikke. Ingen tvivl om at han var elsket og vel passet på.
Jeg bar ham ind i dagligstuen og Allan tog over. Vi fik mange smil og nysgerrige blikke alt var pragtfuld.
Vi blev nu budt på kaffe, den helt specielle Ethiopiske kaffe, se det er kaffe, selv jeg nød det meget.
Efter lidt snak og små oplysninger, blev vi vidst rundt på børnehjemmet, hilste på plejerne og tog billeder.
Den plejer som havde haft mest med ham at gøre fangede vi heldigvis til sidst og fik endnu et godt billede af.
Det var helt specielt at skulle tage Sofonias fra hende, puha det rørte noget dybt inde i hjertet.
Vi fik Sofonias pas og papirer overrakt og så kunne vi faktisk tage afsted, det var underligt bare at køre derfra, hvor han har boet det meste af sit korte liv og han ved det slet ikke.

Hvordan er han så vores lille dreng.
Tjah han er naturligvis den smukkeste lille dreng der findes, han er mild og god, glad for kontakt, griner når han bliver kysset med lyd på kinderne, storsmiler til sin far, når han hører hans mørke stemme, kigger interesseret på og efter Christian, nyder en god sang med far og storebror, har accepteret mig som moren der piller og kysser og snakker og skifter ble og smiler og siger lyde og kysser og kæler og kysser og kigger og, og, og...

Og så i dag:



Onsdag d. 25 april 2007

Stor glæde, men også stor forundring over allerede at skulle markere den første årsdag med Daniel.
Dagen vil forløbe som de andre dage, blot med ekstra mange tanker tilbage til Addis og børnehjemmet hos Almaz.
I aften skal vi på skolen til skolefest.
Christian skal både give den som stand up´er og spille bas i et par numre med klassen.

Farvel

Idag måtte vi tage afsked med Batman, næsten 15 år gammel. Christian (efter eget udtrykkelige ønske) og jeg kørte til dyrlægen med ham og da vi kom hjem mødte vi Allan og Daniel i indkørslen, de havde været på gåtur imens.
Daniel havde plukket blomster og da han så kurven, vi havde haft Batman i, spurgte han efter ham. Vi fortalte at Batman var væk og resolut smed Daniel blomsterne ned i kurven, det var så fint og jeg måtte lige synke engang ekstra.


En anden ting. Jeg vil jo nødig stå tilbage for noget, så jeg er blevet overtalt til at skulle løbe Eventyrløb igen (plus alle de andre løb henover sommeren og 1/2 marathon næste år) Derfor var jeg med Gitte til fortræning igår. Vi var høje i hatten og besluttede at løbe med på 7 km. Det gik super fint, benene og vejret var med os, så vi klarede hele turen uden stop. Jeg er altså nødt til at virke lidt blæret for jeg har stort set ikke løbet i over et år, så jeg var topmotiveret i går, da jeg kom hjem. Jeg havde helt glemt hvor fantastisk godt man har det efter en løbetur.

Blommetræet

blomstrer som aldrig før og vi nyder at være ude hele tiden.
Daniel EEEEEELSKER haven, han render bare rundt og leger, løber, spiller fodbold, spiser jord-kridt-sand, gynger, kører på scooter, prøver at skubbe rundt med en cykel, hopper på trampolin og rutsjer ned og kravler op - rutsjer ned og kravler op- rutsjer n...
Vi har været nødt til sætte låge for indgangen og hegn om kælderskakten. Al gang foregår i løb, så vi er i super god form herhjemme.

I de næste par uger skal vi afslutte og tage afsked med dem vi har lært at kende og har haft det rart sammen med i legestuerne.
Det er deleme trist at skulle sige farvel, men det er jo sådan det er, Daniel skal jo videre og får en masse gode oplevelser i vuggestuen, det er jo mest mig der synes det bliver sejt at gå den sidste gang.
Mødregruppen består heldigvis, vi skal mødes ca.1 gang om mdr. fremover.

Her lige et par friske billeder

11 april

Sidste år var det dagen hvor vi skulle have mødt Daniel Sofonias første gang. Istedet blev det dagen, hvor vi endelig fik forældremyndigheden over ham og alle planer for henterejsen igen blev kørt i stilling.
I år har vi bare nydt dagen herhjemme, ude og inde. Endnu en årsdato er passeret.

Ballade !!!

Åh nej der er alt, alt for stille ovenpå hvor Daniel befinder sig. Hvorfor mon ??

Derfor:




Tjah bløde hænder det fik han da og jeg kunne altså ikke lade være med at grine. Christian og faster Camilla måtte også lige nyde synet inden tøj og sengetøj skiftet.

April

Hold da op, så kom vi til april. Marts varslede forår og det dejlige vejr er jo fortsat. Daniel og jeg er ude stort set hele tiden.
For at lege, for at gå tur, for at være sammen med legevenner i Zoologisk have eller hjemme hos ...
Daniel er en aktiv dreng der ikke kan få bevæget sig nok. Springer af og til middagsluren over, snupper så 1/2 time sidst på dagen. Efter vi har kunnet være så meget ude, sover Daniel meget bedre om natten. Han var begyndt at vågne 4-5 gange hver nat, nu er det højst en og selv hvis det er mellem 5 og 6 sover han igen efter en tår mad. Så hvem sagde klar til vuggestue ?!

Daniel viser også for alvor sit temperament og sin stædighed. Han ved lige nøjagtig hvad han vil og giver ikke sådan lige op. Det betragter vi som et sundhedstegn, selvom det kræver en noget anden konsekvens end vi lige er vant til ;-)
Ordet NEJ synes kun at skulle gælde den ene vej her i huset. Tænk sig han er helt normal og som andre børn, hmm.
Arrh helt som andre er han selvfølgelig ikke, han er helt fantastisk dejlig og rigtig morsom at være sammen med. Han er fuld af spillopper og er i fuld gang med at få sproget på plads. Der bliver snakket konstant, mest på danielsk, men der kommer flere og flere ord som helt tydeligt forstås.
Når vi snakker om hvem vi skal besøge eller lige har set, smiler han genkendende og prøver at udtale navnene.
Christian og Christina er der tydelig forskel på. Mormor og Morfar, kan han sige.
Flere gange om dagen spørger han efter BAR (far) og gentager BAR ARB, når jeg fortæller hvor far er. Når han spørger efter Christian, svarer han ofte selv med "krekre sguu" det hører enhver jo som "Christian i skole", ikk !?
Det er vigtigt at han får vinket farvel, hvilket godt kan tage lidt tid, da der skal prikkes på adskillige ruder ud mod indkørslen, hver på sin side. Men hyggeligt er det.

Jeg har lige fået besked om at min ekstra måneds orlov er gået igennem, hi hip hurra. Nu skal jeg først starte på arbejde d.1 juni, så der bliver god tid til at få Daniel i gang i vuggestuen, det er så godt.

Så lige et par billeder af yngstemanden, der elsker at optræde.