Tilbage fra ferie

Ja så dejligt havde vi det hele sidste uge, dernede i Frankrig. Smådrengene klarede rejsen frem og tilbage meget flot, det var vist hårdest for de lange mænd at ligge sammenkrøbet i togkupeen.

Daniel går stadig kun nogle få skridt af gangen, men lige netop i går var han mere modig, rejste sig flere gange og gik.
Vi var idag igen i mødregruppe, der fik drengene lidt mere ud af hinanden, det var rigtig hyggeligt.
Ligenu sker der en masser med måden Daniel leger på, det er mere koncentreret og egentlig leg. Han elsker at lege fange, er ved at flække af grin når han forsøger at flygte og griner højt og dejligt, næsten ligegyldigt hvad Christian gør.
Hans dag går fra ca 7 om morgenen til 20 om aftenen, med en middagslur på et par timer. Han er næsten altid glad og stort set aldrig i ro, der er så meget han gerne vil. Dog vil han gerne sidde og hygge, når han bliver træt og mens vi var på ferie synes han det var rart at putte hos far om morgenen.
Al mad bliver smagt, men det er nu ikke alt der bliver accepteret. Havregrød til morgenmad og hvidløgsost til frokost er stadig nr 1, men tanteAnne/fasterCamillas Spaghetti-Bolognese strøg ned i store mundfulde efterfuldt af højlydt: uhmmmmmmmmm, 2 dage i træk.


Klar med nye kondisko

Idag er det 5 mdr siden vi hentede Daniel på børnehjemmet og den anden dag blev han 11 mdr. Han er i den grad faldet til hos os, føler vi og det er en fornøjelse at lære ham bedre og bedre at kende.
Han har et par kære vaner, såsom at klappe mig blidt på skulderen med sin lille bløde hånd, når han hænger på hoften som en lille abeunge og at ae Allans hånd/arm, når de sidder og hygger. Han finder også tit på at lægge sig på det store lammeskind og sige aaahhhh, mens han ormer sig ned i det. I dag, da vi spiste frokost tog han flere gange min hånd og lagde sit hoved ned på den, som for at blive aet på kinden. Det er så dejligt at han måske bliver en ligeså store "nussegøj" som Christian altid har været.
Idag er vi blevet inviteret til legestue i Sct Hans kirke. Det er helt nystartet og hver torsdag fra kl. 10 -12. Det tror jeg helt sikkert vi vil benytte os af. Samtidigt er der jo legestue i Fredens kirke om onsdagen, der er det en meget større gruppe, så vi må se hvor vi falder bedst til ellers kan vi jo bare bruge dem begge.

Det går fremad...

Nu har Daniel taget sine seriøst første skridt ( i flertal) frem i verden. Vi forældre var rørt til tårer over at opleve det, vi ALLE har gjort engang, men som er lige stort hver gang.
Daniel, ja han var ikke særlig imponeret af sin kunnen, han tænkte overhovedet ikke over det og gloede bare på os og undrede sig over klapsalverne. Ikke desto mindre er vi stolte over vores lille dreng.
Han rejser sig som tidligere skrevet direkte fra gulvet og nu gør han det næsten hele tiden. Her i eftermiddags hørte vi musik og ved hvert nyt nummer måtte han lige op at stå og danse lidt, bøjer i knæene og svinger med armene.

P.S. Tjek lige hans nye tøj fra D-mom´s Design ;O)

3. tand og et lille skridt

Idag har vi været i mødregruppe første gang. Det gik egentlig fint, Daniel blev lidt overvældet af at skulle klare sig blandt jævnaldrende. Men han bevarede modet og prøvede til nogle gange. Vi skal mødes igen d. 25 sept og så ca. hver 14. dag.
Jeg tror det bliver godt, for både Daniel og mig.

Daniel, har siden sundhedsplejesken foreslog at vi skulle gå igang med rigtig mad, spist med større og større appetit. Alt muligt smager han på og det meste glider ned med glæde. Mmmmmm bliver der brummet når frokosten står på timianbrød med hvidløgsost.
Han bliver mere og mere modig, står helt uden støtte i laaaang tid og rejser sig rask væk op lige fra gulvet af. Går med støtte også bare fra en hånd. 2 gange har han forsøgsvist taget et forsigtigt skridt ud i det blå.
1. gang hen mod Christian, uden jeg var der, øvbøv og 2. gang (da var jeg til stede) hen mod faster, ligesom for at overbevise hende om, at de altså skal følges op ad kirkegulvet d. 22.
Daniel har fået sin 3. tand, en lille hvid stump titter frem i overmunden når han griner, hvilket han i øvrigt gør en del. Han er begyndt at rokke/danse til musikken og efteraber rigtig mange af vores bevægelser og lyde, f.eks har han rigtig godt styr på hvad hunden og den farlige løve siger.

Daniel har fået lidt knubs her på det sidste, han er faldet en del, naturligvis fordi han hele tiden prøver sig selv af.
Den ene dag faldt han lige med ansigtet først, hvilket resulterede i et mindre blodbad da læbebåndet sprang.
Han slår også sit hoved masser af gange. Heldigvis vil han gerne trøstes og bliver bedre til at komme sig igen, dog søger han ikke specielt os, men det må vi bare lære ham ved at vise ham, at det er far og mor der trøster og hjælper videre. Lige netop det skulle nemlig være en af de vigtige ting i tilknytningsprocessen.
Vi synes det går ret godt i det store hele, men jeg har da tanker om, om det en gang imellem går lige hurtigt nok for ham og vi bare flyder med strømmen, der er jo glimtvis stadig de små knyttede hænder og fjernheden i blikket, når vi er blandt andre mennesker. Ikke for at problematisere det, men meget indsamlet erfaring, taler bare sit eget sprog om denne første vigtige tid. Og så er man vel MOR ;o)